Jeg havde frygtet at det ville blive Way Kambas om igen med
diskussion i timevis for at få ad gang til parken. Lokale fugle folk havde
fortalt mig at de ikke arrangerer ture der ind mere fordi det simpelthen var
for besværligt. Jeg havde derfor hævet 4 mio. så jeg havde penge nok til at
bestikke dem for jeg ville se Bornean Peacock-pheasant. Jeg ankom til
parkkontoret med taxa blot en times kørsel fra Balikpapan og blev taget i mod
med åbne arme og fik hurtigt arrangeret en tur i skoven samme eftermiddag. Der
var dog et problem, chefguiden – Agusdin – var ikke hjemme og han havde nøglen
til en lille hytte, som var lavet til at turister kunne overnatte i. Jeg fik
dem dog overtalt til at jeg kunne spænde min hængekøje op i
bongotrommeopbevaringsrummet, hvilket var helt fint. Det skulle nemlig vise sig,
da Agusdin kom hjem og fik låst op, at der ikke var blevet gjort rent siden
hytten blev bygget, så hængekøjen blev spændt op i mellem døren og vinduet.
Næste problem var at få mad. Det eneste sted man kunne købe mad var 20 min
kørsel på knallert væk. Derfor blev morgenmaden oftest droppet, middagsmaden
var nogle kiks og bananer og så en ordentlig omgang aftensmad. Det blev dog
også beder da Agusdin kom tilbage, da han nogle gange tog noget toastbrød og
chiliketchup med ud i skoven. Ellers så vænner man sig hurtig til det, det
giver en dundrende hovedpine den første dag, men der efter er det okay.
Det sidste problem ved stedet var hygiejne, der var kun
beskidt vand at bade i hvilket betød at jeg efter 5 dage kiggede ned ad mig
selv, og kunne se hvordan alle mine insektbid og rifter fra torne væskede, var
gule og betændte.
Det lyder måske lidt hårdt, men når fuglene er sjældne nok
så er det ikke noget problem. Det blev også yderlige besværligt da jeg bare
dukkede op – de svare aldrig på mine mails – men man kan helt sikkert få det
arrangeret i forvejen så hytten er ren, og få nogle til at lave mad så man er
fri for at køre 20 min.
Arterne er meget lig med hvad jeg så i Kambas og Tamanagare,
men fugle som jeg bøvlede med disse steder, var almindelige her! Det var arter
som Grey-chested Jungle-Flycatcher som jeg kun havde set en fugl før, og her
havde jeg på den bedste dag 10. Rufous-taild Shama havde jeg 4 stk. hvor jeg
kun havde set en før i Kambas. Fluffy-backed Tit-babbler var daglig, sammen med
Garnet Pitta som man konstant kunne høre fløjte fra skovbunden, og ligeledes
kunne Banded/black-and-yellow Brodbill. Derudover fik jeg spillet en Great
Argus ind, som bare kom susende forbi og fandt ud af at den var blevet narret
og forsvandt tilbage i skoven, jeg havde også en hun Crested Partdrige, som jeg
godt nok først smed væk som Emerald dove. Over floden samledes hver aften en
ordentlig bande sejlere hvor i blandt Grey-rumped Treeswift og Brown-backed
Needltail også kom. Af natfugle havde jeg mange Reddish Scops, Blyths frogmouth
og så flushede jeg en Brown Wood-owl fra sit day roost, som lande kort i træet
foran inden den fløj videre. Jeg havde også et lille party med 6 Bristleheads,
4 Racket-tailed Drongos og 3 Bornean Black Magpie.
 |
| Rufous-tailed Shama |
 |
| Crow-billed Drongo |
 |
| Black-thiged Falconet |
 |
| Black-thiged Falconet |
 |
| Bristlehead |
 |
Diard's Trogon'
|
 |
| Sejler sø |
 |
| Brown-backed Needltail |
 |
| Brown-backed Needltail |
 |
| Fluffy-backed Tit-babbler |
 |
| Greater Leafbird |
 |
| Short-tailed Babbler |
 |
| Garnet Pitta |
Ud over disse fantastisk arter, havde jeg 4 suverænt gode
arter, som gør dette sted helt specielt og som kræver og fortjen en lidt længer
beskrivelse.
Den første af disse 4 arter jeg så, var Grey-breasted
Babbler en sumpspecialist der har en meget lille og pletvis udbredelse, og
udover Sungai Wain kender jeg kun til en lokalitet i Brunei. Jeg fandt denne
den første eftermiddag og den var som Babbeler oftest super responderende til
bånd. Udover denne observation havde jeg 2 andre – med denne i hus mangler jeg
kun White-necked for at have set alle babbler jeg har været i områder for.
 |
| Grey-breasted Babbler |
 |
| Grey-breasted Babbler |
Den næste fugl jeg så, som uden til var højdepunktet i
Sungai Wain og bliver helt sikkert også et af tures største, var Bornean
Peacock-pheasant. Denne fugl er muligvis Borneos mest eftersøgt endem og
flotteste, og det kan tælles på to hænder hvor mange hvide der har set arten. De
lokale kalder den Ayam utan som betyder Skov høne – og et stort problem, er at
den smager godt og derfor bliver jagtet.
Det blev i alt til 4 sete fugle, hvor af de 2 første var
meget korte, og kun bestemt på jiss. Men på 5 dagen lykkedes det. Vi sad
tidligt morgen på en træstamme i et af de såkaldte ”spot area” men efter en
halvtime var intet sket, og vi gjorde klar til at prøve et nyt sted. Men lige i
det samme gav den 2 kald langt inde fra skoven. Der var ingen trails i
retningen, men hurtigt fik vi os moslet ind og fandt en ny træstamme at sidde
på med god udsigt. Jeg fik placeret Agusdin bag nogle palmeblade og jeg selv
tog mit camouflagenet på. Efter 15 min var der respons og det var tæt på, men
det var ikke det samme som jeg spillede – det var kun et enkelt note kald mens
mit var dobbelt. Jeg endte derfor med at tro på at det bare var en abe… lige indtil den kom med det rigtigt kald og
jeg blev helt bange for hvad der skal ske, og hvad mit næste træk skulle være.
Men heldigvis klarede den det selv. Stiller og roligt kom den nemlig nærmere og
nærmere indtil jeg kunne se hovedet komme til syne på toppen af en bakken, men
noget var forkert. Da den kort efter stod så jeg kan se hele fuglen var det
tydeligt at det blot er en hun, som jo bare ikke er lige så flot som den grønne
han.
Den blev ved med at komme nærmere indtil den var helt inde
på 10 m
før den vendte om og gik roligt tilbage igen. Da den var ude af syne spillede
jeg den igen og den responderede og kom langsomt ind endnu en gang, men fuglen
kom ikke fra samme retning som det responderende kald gjorde, var der 2? Den
tog helt samme tur, ind på 10 m
og væk igen. Ufatteligt nok kom den endnu engang ind på helt samme måde, og
mens den var aller tættest på blev det klart for mig at der var 2, hvor jeg
først så denne hun, så jeg bevægelse og silhuet af en høne. Det er mig helt
gådefuldt, men minsandten om den ikke også kom ind for 4. gang på helt samme
måde, ind på 10 m
og langsomt væk igen. Men da den var på vej væk kom han løbende efter hende.
Jeg fik hurtigt kikkerten på den – WOW WOW WOW – det første jeg så var hans
hoved med den fineste krone af sølv herefter kom ryggen og halen med de mange
øjen til syne inden den blev usselig bag ved et buskads. Heldigvis kom den frem
på samme mode to gange mere, inde de forsvandt væk sammen og kom altså ikke
tilbage 5. gang! Følgende morgen prøvede jeg samme taktik, men desværre uden
held, så det blev ikke til billeder af hannen, men fik nogle som Agusdins
kamerafælder havde fanget.
 |
| Bornean Peacock-pheasant |
 |
| Bornean Peacock-pheasant |
 |
| Bornean Peacock-pheasant |
 |
| Bornean Peacock-pheasant |
 |
| Bornean Peacock-pheasant - Camera trap |
 |
| Bornean Peacock-pheasant - Camera trap |
 |
| "The Log" |
Helt vild og ustoppelig var jeg, da vi kom ud fra Peacocken,
og jokede med at vi nu bare skulle finde en Ground-cuckoo. Denne dag vidste sig
hurtigt at være en af de dage hvor intet kunne gå galt, for bare sekunder efter
kunne vi høre det dueagtige kald nede fra sumpen og ruten tilbage til kontoret
bliver med et ændret. Der var en trail som ville føre os tættere på, men da vi
var nået 10 min ind af trailen og den drejede af i den forkert retning var den
stadigvæk lagt væk, men dog stadigvæk aktive. Jeg skurede derfor helt op for
lyden på højtaleren og gav dem noget bånd. Underligt nok stoppede de brat,
hvilket kunne være et tegn på at de var på vej. Jeg fik os derfor placeret bag
en palme så vi sad skjulte. Der gik 5 min uden noget sket… og der gik 10 min og
vi havde intet hørt, hvorefter jeg giver dem noget mere bånde, men intet
respons. Der gik 15 min og mine forhåbninger var ved at være små, lige indtil
det hæse alramkald kunne høres blot
25 m væk fra hvor vi sad. Jeg skiftede derfor
fra duekaldet til alarmkaldet, og det virkede! De næste 5 min løber de helt
tosset rundt, er oppe og sidde i træerne og utrolig vokale, herefter forsvandt
den ene ind i skoven da jeg rejser mig op for at prøve at få nogle billeder,
men den anden blev tilbage de næste 5 min, men jeg pressede den lidt for meget
og den forsvandt ind i skoven igen. Og jeg fik desværre ingen billeder, men det
gør jeg på floden!
 |
| Camp 3 |
Den sidste fugl hørte jeg desværre kun, men bare det at få
klarhed over at den var der, var vigtigt. Large Frogmouth, som jeg så på Sumatra
– det er indtil nu uden tvivl den vildeste fugl på denne tur og den bliver
næppe slået så jeg var træt af ikke at se den igen. Jeg havde minimum 2, men
det kan også være der har været 4!! Desværre drev de gæk med mig, og selv om
jeg havde dem inde på ca 20 m
– og så en stor fugl land i træet lige foran mig mens jeg stod og spillede, gade vide hvad det var – lykkedes det
mig ikke, og ved midnat opgav jeg for at finde tilbage til min hængekøje. Dette
betyder altså at den eneste grund der skulle være til at tage til Way Kambas,
hvis man vel og mærket har været på Sabah, er Bonapart’s nightjar og
albinoænder. Hvilke jeg selv gerne ville bytte ud for de andre arte jeg har set
i Sungai Wain.
Det var altså Sungai Wain et super fedt sted som klart bør
blive et sted flere fuglefolk tager til. For med disse arter kunne der også
være arter som, Crestless Fireback, Malayan Honeyguide, Black Partdige, og ja
Bonapart’s Nightjar selv om jeg prøvede på den, er den der nok et eller andet
sted!
Der er allerede 3 lokale fuglekikkere der har spurgt mig om
information om hvad jeg så og hvor, hvilket virkelig er mig en gåde når parken
blot ligge 1 time fra lufthavnen og der er så let adgang.
Jeg fortalte Agusdin om hvordan man i Thailand med stor
succes havde lavet små pools inde i skoven og på den måde lokket en masse fugle
til, og han var meget opsat på at han også ville prøve det. Så jeg håber at
komme tilbage i september og tage der første gode billeder af hannen.
Efter en nat i Manado – desværre ingen sjove bøsseeventyr
denne gang – tager jeg senere i dag til Tangkoko for at gøre Sulawesi færdig.
Og så er det snart ved at være tid til at jeg for besøg og Sabah skal rydes op!
Hav det godt derhjemme, jeg har det fantastisk!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar